Pop-up miljøer på campusserne
For at skabe mere liv mellem bygningerne på Lyngby Campus og for at aktivere pladser og torve, etablerede DTU i 2016 en række pop-up miljøer af forskellig karakter. En hængekøjeskov i en lille lund, en "madpakkehave" på et af de store torve og en række specialbyggede siddemøbler ved de store auditoriebygninger. Det seneste pop-up miljø blev etableret i foråret 2019 og er en "humlehave" på Produktionstorvet
Sammen med de fire street food boder, er de midlertidige miljøer med til at skabe en ide om, hvordan vi kan udvikle rammerne for et attraktivt campusmiljø. På både Ballerup og Lyngby campus er der i 2021 opstillet basketkurve og udendørs bordtennisborde, ligesom der over vinteren 2021/2021 blev opsat pavilloner på en stor del af torvene på campus i Lyngby.

DTU's tidligere dekan, Martin Vigild har formuleret det således "En levende og vibrerende campus afspejler DTU’s kerneværdier og styrker de sociale bånd mellem de studerende. Hvis de studerende mistrives eller har et dårligt forhold til deres medstuderende eller undervisere, så lærer de ingenting. Et godt studiemiljø er også et konkurrenceparameter i forhold til at rekruttere mange og gode studerende.”
Som bidrag til videreudvikling af udemiljøerne på DTU har Schulze & Grassow evalueret tre udvalgte pop-up miljøer. Læs evalueringsrapporten af pop-up miljøerne her.