DTU

DTU vinder Farveprisen 2024: Pengene fra prisen doneres til tryg studiestart

Med en donation blev det muligt for de frivillige tutorer at trække i lilla T-shirts til studiestart. Det skabte tryghed blandt de nystartede på DTU, der således nemt kunne spotte en hjælpende hånd.

Studiestart 2024 tutorer
De frivillige tutorer ’KABS’ og ’Vektorer’ ved studiestart 2024
Farvepris 2024
Modtagelse af farveprisen for bygning 208 på Lyngby Campus, DTU. Fra venstre ses Danske Malermestres formand Per Vangekjær, bygherre/projektleder Marianne Thorbøll, billedkunstner Malene Bach og bygherrechef på DTU, Ben Kahn.

Tryg studiestart

Det faldt i god jord med tilskuddet til studiestart, da Farveprisen muliggjorde at få ensartede lilla t-shirts til de frivillige studiestartskoordinatorer ’KABS’ og ’Vektorerne’ i år.

”Det var vigtig for os, der administrerer studiestarten, at donationen blev brugt på noget konkret og ikke faldt ned i et stort budgethul. Og da Farveprisen rimer på noget med kulør, synes vi, det var passende med T-shirts i en pangfarve,” siger Jørgen Jensen, direktør for Afdeling for uddannelse og studerende (AUS) med et smil på læben.

Donationen fra Farveprisen gik således – sammen med et tilskud på 10.000 kr. fra fagforeningen IDA  – bl.a. til de kulørte t-shirts, så de nye studerende altid kunne navigere efter de lilla uniformer og føle sig i trygge hænder. 

”Det skaber reel tryghed for de nye studerende at vide, hvor de skal gå hen, når de har spørgsmål, og så de ikke føler sig alene. Så donationerne gjorde en kærkommen forskel,” slutter Jørgen Jensen af. 

Fakta

Tidssvarende læringsmiljøer er centrale for at tiltrække dygtige og dedikerede studerende til DTU. Det kræver en høj standard i fysiske faciliteter og teknisk udstyr, der understøtter variation i undervisnings- og arbejdsformer. Samtidig skaber DTU plads til, at studerende kan udfolde faglige og sociale fællesskaber på DTU’s campusser.

Bygning 208 på Lyngby Campus er det seneste eksempel på DTU’s arbejde med at udvikle fremtidens læringsmiljø og skriver sig ind i målsætningen om at være et eliteuniversitet i verdensklasse.

Du kan læse og se videoer om bygning 208 her: Læringsmiljøer på DTU